Lørdag den 31. august fra kl. 13-17 inviterer Holstebro Kunstmuseum og kunstnerne bag vores kommende særudstilling FABRICA til en fælles flette- og syngedag, hvor I kan bidrage til udstillingen.

I anledning af den kommende sanseudstilling FABRICA (der åbner 14. september) afholder vi en åben tekstil arbejdsdag, hvor I inviteres til at være med til at lave meterlange fletninger og syninger, som bliver en del af udstillingen. Sammen med komponisten Jomi Massage danner vi også et fælles kor og optager toner til udstillingens lydspor. Deltagelse i koret er naturligvis frivilligt, men alle kan være med.

Vi håber, at I har lyst til at være med og få et smugkig ind i den kommende udstilling. Der serveres kaffe og flettet brød. Kunstnerne viser desuden rundt i udstillingen, som endnu er midt i opsætningsprocessen.

Flettedagen er gratis, og det kræver ingen tilmelding at deltage. Alle er velkomne uanset alder og flette-forkundskaber.

Vi glæder os til at se jer!

Kærlig hilsen

Nikolaj Danielsen, Jomi Massage, Eva Steen Christensen og Holstebro Kunstmuseum

Praktisk information
Begivenheden er gratis inkl. entré til museets udstillinger.
Husk dog at reservere plads her

Efterårets sanselige udstilling FABRICA
er den første ud af i alt tre udstillinger under den fælles titel ”Sans! Nye verdner”, der er blevet til i samarbejde mellem Sorø Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum.

FABRICA har udgangspunkt i et intimt, hverdagsligt objekt, nemlig tekstilet: som tøj, stof, symbol, kommunikation og identitet. Med inspiration fra cirkusmanegens kulørte univers, skaber billedkunstner Eva Steen Christensen (f. 1969) og Scenograf Nikolaj Danielsen (f. 1966) et sanseligt dystopisk landskab af genbrugstekstiler, hvor en stor organisk manege i træ med tragtformede velourpolstrede indgangspartier er placeret. Indvendig møder man et virvar af bløde tekstile skulpturer, der kan flettes og stables eller væves ind i åbne strukturer.

I manegen sættes gængse regler ud af kraft. Begreber vendes på hovedet og på vrangen, gennem uforudsigelig leg og humor, hvor sanseligheden er forstærket gennem farver, lyd og bevægelser. I en vekselvirkning mellem installationen og de besøgende, indbyder udstillingen til at hver og en kan skabe sin egen historie eller påføre sig en ny identitet. Klæde sig på, klæde sig ud. Her bliver beskueren en del af værkets materiale, og det er selve interaktionen, mødet med rum, objekt og andre besøgende, der igangsætter den egentlige performative fortælling i udstillingen.

Kom og vær med til at forme fortællingen i FABRICA.

Sorø Kunstmuseum (23.03.2024 – 11.08.2024)
Holstebro Kunstmuseum (14.09.2024 – 09.03.2025)

Udstillingen er støttet af:
Spar Nord Fonden, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Axel Muusfeldts Fond, William Demant Fonden, Brand af 1848 fond, Knud Højgaards Fond, Poul Johansen Fonden og Arne V. Schleschs Fond.

Udstillingens sponsorer:
Kvadrat, Randers Reb, Dansk Wilton A/S, Frelsens Hær og Røde Kors.

Sans! Nye verdener er støttet af:
Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Færchfonden.

Kilde

Foto: ABW