Rust i biler øger risikoen for at komme alvorligt til skade ved trafikuheld. Alligevel skipper 42 procent af bilejerne i Region Midtjylland rustbeskyttelsen, og synshallerne kan ikke gå bilerne grundigt efter for rust.
Verdens første officielle EuroNCAP-crashtest af brugte og rustne biler har vist, at risikoen for alvorlige personskader og død stiger med 20 procent, hvis der er rust i dele af bilens skelet, og på biler i dag er det ifølge rustekspert i Holstebro blevet sværere at kontrollere. Ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget på vegne af Dinitrol, fravælger 42 procent af Region Midtjyllands bilejere alligevel at rustbeskytte bilen.
Hos Dinitrol Center Holstebro oplever de også, at mange af Holstebro Kommunes mere end 21.000 bilfamilier overvejer, om rustbeskyttelse er nødvendig. Ifølge indehaver Thorsten Langergaard er det dog kun blevet vigtigere i løbet af de seneste år, hvor det er blevet sværere at komme ind til bilernes vitale, bærende dele. Hele vognbunden er ofte lukket ind i store plastikflader, der tager lang tid at afmontere og gør det sværere at kontrollere bilens bærende konstruktioner.
Rust opdages ikke ved syn
Og selvom det kan have fatale konsekvenser, bliver biler ikke kigget grundigt efter for rust under overfladen i forbindelse med syn. Det fortæller Jan Ole Helbo, der er seniorspecialist i automobilteknik ved Teknologisk Institut.
– De danske synshaller vurderer, om bilen kan forvente at køre sikkerhedsmæssigt forsvarligt imellem periodesynene – altså to år mere – og der fokuseres primært på sikkerheden i forbindelse med bremser, styretøj og signalapparater som blinklys. De har ikke udstyr til at kunne tjekke for rust i hulrum, som for eksempel deformationszoner i bilernes front, i vanger og paneler og kan derfor kun se og vurdere metaloverfladerne. Og hvis en bil for eksempel har ti år på bagen, og den aldrig er blevet rustbeskyttet, så vil der være rust, og det er almindeligt kendt, at rust svækker styrken i metallet i forhold til bilens oprindelige styrkeegenskaber, siger Jan Ole Helbo.
Mænds biler ruster også
Trods den fare, som bilrust kan udgøre, springer mange bilejere rustbeskyttelsen over, og YouGov-undersøgelsen viser samtidig, at der er stor forskel på, hvilke befolkningsgrupper der prioriterer beskyttelsen samt hvorfor. 66 procent af de +65-årige rustbeskytter deres bil, mens det blot er tilfældet for 42 procent af de 18-34-årige.
Undersøgelsen viser også, at den primære årsag til, at de unge ikke rustbeskytter bilen, er, at det er for dyrt, hvorimod de ældre først og fremmest lader være, fordi de ikke mener, det er nødvendigt. Derudover mener 18 procent af kvinderne ikke, at rustbeskyttelsen er nødvendig, mens denne holdning hersker blandt hele 30 procent af mændene.