Daginstitutionen Filosoffen i Holstebro er med i opløbet om at blive kåret som ”Årets Dagtilbud 2018” i Danmark, oplyser Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi blev overraskede og selvfølgelig vildt glade. Så vi fejrede nomineringen med personalet og et glas champagne efter fyraften. Det er jo en stor anerkendelse af vores tilgang til arbejdet og samværet med børnene, siger Filosoffens leder Susanne Eg.

I Filosoffen lægger de mere vægt på børnenes spørgsmål og nysgerrighed end på endegyldige svar. Noget der ifølge Susanne Eg er med til at udvikle børnene og give dem selvværd.

Foto: ABW
Naturlig nysgerrighed
Daginstitutionen holder i dag til i et nyt byggeri, der blev indviet i maj sidste år. De ansatte har været med til at forme rammerne, så de danner et trygt og harmonisk miljø for børnenes leg og læring.

Desuden arbejder Filosoffen sammen med undervisere og studerende hos naboen – pædagoguddannelsen på VIA University College. Dermed får børnene glæde af den seneste forskning og pædagogik. Og de studerende får glæde af erfaringerne fra institutionen.

Filosoffen er nomineret ”for en filosoferende tilgang, hvor børnenes naturlige nysgerrighed, evne til at undres og lysten til at eksperimentere er i fokus: Hvad er børnene optagede af? Der skabes læringsmiljøer, hvor børnene selv kan gå på opdagelse, søge og måske finde svar på vigtige spørgsmål”, som der står i indstillingen.

Inspirerer andre dagtilbud
Prisen er et samarbejde mellem Børne- og Socialministeriet, BUPL og FOA. Den uddeles årligt til et dagtilbud i Danmark, som har en særlig høj kvalitet i det pædagogiske arbejde. Og som har så gode børne- og læringsmiljøer, at de kan inspirere andre børneinstitutioner landet over.

Filosoffen er nomineret sammen med to andre dagtilbud – Dagplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune og Vuggestuen og Børnehaven Nyrup i Helsingør.

Prisen og de tilhørende 20.000 kr. overrækkes af børne- og socialminister Mai Mercado 19. november.