Pressemeddelelse Fra Holstebro Pressen:
Fjernvarmen i Danmark er i snit steget lidt over 10 % fra december i fjor til januar i år, og set over de sidste 12 måneder er den gennemsnitlige pris gået op med mere end 20 %.
Men det behøver fjernvarmeforbrugerne i Holstebro ikke bekymre sig om. Deres pris er fra nytår sat ned med omkring 23 %. For grønne løsninger giver halv pris på fjernvarme i Holstebro i forhold til omkringliggende større byer.
Det er blandt andet højere priser på naturgas, der presser fjernvarmepriserne opad mange steder. Men Vestforsyning i Holstebro benytter ikke naturgas. I stedet kommer en stor del af varmen fra et forbrændingsanlæg, der også fremstiller elektricitet. Den strøm kan sælges til væsentlig højere priser end tidligere, og derfor går varmeprisen ned. Vestforsyning benytter sig desuden af biogas.
En familie i et standardhus på 130 kvadratmeter i Holstebro med et varmeforbrug på 18.100 kWh skal i år betale samlet under 8.000 kr. for fjernvarme. I fjor var udgiften næsten 10.500 kr.
Vestforsyning har i flere år ligget i top på Forsyningstilsynets hitliste over fjernvarmeværker med lave priser. Når den næste opgørelse kommer til sommer, vil Holstebro rykke endnu tættere på toppen af de steder i landet, hvor det er billigst at opvarme en bolig.
Opvarmningen af et tilsvarende hus i Viborg vil i år koste næsten 26.000 kr. I Silkeborg ligger prisen på knap 19.000 kr. i Herning er prisen i år steget fra knap 11.000 kr. til over 18.000 kr. I Skive er prisen i 2023 knap 20.000 kr.
Direktør Christian Hagelskjær fra Vestforsyning glæder sig over at kunne levere fjernvarme til under den halve pris i forhold til omkringliggende byer. Forbrugerne sparer 10-15.000 kr. årligt.
– “Vi venter, at varmeprisen vil stige ved nytår, fordi vi da har tilbageført det overskud, vi optjente i løbet af 2022 på grund af høje elpriser. I øjeblikket venter vi mere normale elpriser og dermed også en lidt højere pris på fjernvarme fra 2024”, siger Christian Hagelskjær
Forbrugerne i Holstebro er nu tæt på at få lige så billig fjernvarme som beboerne i Hvide Sande. Her var fjernvarmeværket i fjor landets billigste i statistikken fra Forsyningstilsynet. Det skyldes også blandt andet produktion af el. I år har Hvide Sande Fjernvarme sat prisen lidt op.
Morsø Varme lå højest i statistikken fra august i fjor med en fjernvarmepris til et standardhus på over 45.000 kr., men selskabet har sænket prisen i 2023.