Lyd bygger bro
Hvem er øverst i hierarkiet i den skandinaviske søskendeflok? Er nordmænd mere optimistiske end svenskerne og danskerne? Hvem er de mest dovne? Har vi brug for et nordisk fællesskab i 2024? Og ikke mindst hvad samler og hvad skiller os, som bor i Norden?
Det er nogle af de spørgsmål, som de tre værter norske Hilde Sandvik, svenske Åsa Linderborg og danske Hassan Preisler diskuterer i radioprogrammet ’Norsken, svensken og dansken’, der sendes på P1 på Danmarks Radio. Sandvik, Preisler og Linderborg mødes ugentligt til det, de kalder pan-skandinavisk samtaleterapi, hvor de diskuterer, hvad der er sket i hvert land i løbet af den seneste uge. ’Norsken, svensken og dansken’ kan også lyttes som podcast på DR Lyd.
Nu kan du møde den danske repræsentant, Hassan Preisler, når han besøger Holstebro Bibliotek. Her fortæller forfatteren, radioværten og dramatikeren om idéen bag programmet. Hassan kommer omkring den nye nordiske naboskabs nødvendighed, hvad de nordiske lande kan og må lære af hinanden, de historiske rødder, sprogets betydning og hvorfor det er så vigtigt at kende sine naboer.
Hassan Preisler kommer også omkring sit forfatterskab, den biografiske og prisvindende gennembrudsroman ’Brun mands byrde’ og hvilke temaer, der interesserer ham, når han skriver bøger, drama, manuskripter til film eller kaster sig ud i nye formater til radioen. Hassan Preisler er en kulturpersonlighed med markante meninger. Han er ikke bange for at bruge sin stemme og ord til at sætte lys på udfordringer og problematikker i samfundet.
Foredraget indgår i fejringen af Holstebros 750 års byjubilæum i 2024.
Det er Foreningen NORDEN Holstebro, Holstebro Bibliotek og Holstebro Byjubilæum, der står bag arrangementet.
Det foregår d. 11.04.24 klokken 19.00-21.00 på Holstebro bibliotek.
Om forfatteren:
Hassan Preisler er oprindeligt uddannet skuespiller, men fungerer i dag som forfatter, dramatiker og radiovært. Han har gennem en lang karriere spillet roller på landets store og små teaterscener, i film og tv-serier. Han skriver bøger, scenedramatik, filmmanuskripter samt klummer, kommentarer og anmeldelser i landets store aviser. Gennem de seneste år har han været vært på forskellige radioprogrammer.
Arrangører: Foreningen NORDEN Holstebro, Holstebro Bibliotek og Holstebro Byjubilæum
Begivenheden er støttet af: Byjubilæumspuljen.