På onsdag d. 23. februar inviterer Holstebro Kunstmuseum i samarbejde med Holstebro Folkeuniversitet til foredrag om Tal R, Daniel Richter og Jonathan Meese ved kunsthistoriker, ph.d. Kamma Overgaard Hansen.

Og så slår vi på tromme 🥁 for på søndag er det sidste chance for at besøge særudstillingen GNIST. J.F. Willumsen / Olivia Holm-Møller / Asger Jorn

Foredrag | Richter, Tal R og Meese

Onsdag i næste uge d. 23. februar kl. 19:30 afholder kunstmuseet foredrag med kunsthistoriker Kamma Overgaard Hansen under titlen:

SPIELVERDERBERE! RICHTER, MEESE OG TAL R PÅ DEN EUROPÆISKE KUNSTSCENE

I 2017 fik Overgaard Hansen sin ph.d.-grad fra Aarhus Universitet med afhandlingen ”’Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt’ – De Unge Vilde i dansk kunst”.

Til foredraget vil hun dykke ned i et udvalg af museets samling af nyekspressiv kunst, når hun kaster lys over hvordan Tal R, Daniel Richter og Jonathan Meese bryder med kunstscenens spilleregler!

Kunstnerne Daniel Richter, Jonatan Meese og Tal R fik alle deres gennembrud i løbet af 1990’erne og kom på mange måder til at vende op og ned på kunstscenen: Dels har de været med til at sætte nye standarder for, hvilke motiver billedkunsten kan behandle. Og dels har de på hver deres måde udfordret kunstnerrollen og kunstscenens forestillinger om, hvordan man agerer som en rigtig kunstner.

Foredraget vil kaste lys over, hvad de tre kunstnere låner fra deres samtid og nære fortid. Vi skal også se på, hvordan de på forskellig vis ødelægger kunstscenens underforståede spilleregler med en blanding af selvbiografiske detaljer, interne jokes og et ironisk take på forestillingen om kunstnere med stort K.

Praktiske oplysninger: Begivenheden er arrangeret i samarbejde med Holstebro Folkeuniversitet. Pris: 50 kr. Billetten er gratis for medlemmer af Holstebro Kunstmuseums Venner, Folkeuniversitetets storkunder samt studerende.

Tilmelding er nødvendig – bestil billetter her

Dørene åbner kl. 19:00

Der vil være mulighed for at bestille kaffe og kage, som kan nydes i pausen, inden vi sætter os til rette i foredragssalen – så mød endelig op i god tid☕🍰

Fotos | Øverst: Daniel Richter GONZO, 2015 (udsnit). Foto: Jens Ziehe, Berlin Herover: Aftenens foredragsholder, Kamma; Tal Rs Drunk Style Marche fra 1998 og Jonathan Meeses Madamned Britittea Darwin fra 2007. Alle værker fra museets samling.

Sidste chance for at opleve GNIST

På søndag d. 20. februar er det sidste chance for at opleve særudstillingen GNIST. J.F. Willumsen / Olivia Holm-Møller / Asger Jorn.

⭐ ⭐ ⭐ ⭐ ⭐ – Børsen

⭐ ⭐ ⭐ ⭐ ⭐ – Kristeligt Dagblad

⭐ ⭐ ⭐ ⭐ – Jyllands-Posten

Udstillingen tegner et portræt af tre betydningsfulde og særegne danske kunstnere, som her for første gang sættes i stævne i relation til hinanden. Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), Olivia Holm-Møller (1875-1970) og Asger Jorn (1914-1973) har hver især leveret væsentlige bidrag til det 20. århundredes kunstneriske udvikling.

De var bekendt med hinandens arbejde og delte udforskningen af farvens ekspressive og energifyldte kvaliteter. Eksistensens grundvilkår og menneskets forhold til historie, myte, landskab og kosmos er et gennemgående ledemotiv hos dem alle, ligesom de deler et kosmopolitisk udsyn.

Fælles for de tre kunstnere er, at de giver sig i kast med følelsesmæssige udtryk. De er ikke tilbageholdende, men synlige i deres brug af den ekspressive farvekraft og et fornyet malerisk sprog, der for første gang introduceres her som én samlet kraft: Gnist.

Vi ser frem til at byde jer velkommen indenfor denne sidste weekend med udstillingen: lør-søn kl. 11-17🌟

Fotos | Installationsviews, GNIST. Fotograf: David Stjernholm. Se flere fotos fra udstillingen her

Copyright © 2022 Holstebro Kunstmuseum, All rights reserved. Holstebro Kunstmuseum sender dette nyhedsbrev på baggrund af din tilmelding via museets hjemmeside. Afmelding kan ske via linket herunder.