Photo: Getty Images
Snart vil OL-deltagerne stå klar på diverse baner i Tokyo – fuldt fokuserede, toptrænede og ernærede til perfektion. Og selvom der lægges et massivt forarbejde med årevis af træning, streng diæt og mental forberedelse, er fristelsen til at snyde og bruge præstationsfremmende midler for at nå den sidste meter desværre stadig for stor for nogle atleter.
Doping har formentlig eksisteret lige så længe, der har været store sportsbegivenheder – helt tilbage til antikkens Grækenland, hvor folklore har berettet om urteudtræk, alkohol og sågar dyretestikler som en måde at forbedre sin præstation på . I 1960’erne blev hardcore stoffer som kokain, amfetamin og heroin benyttet af flere atleter – med fatale konsekvenser til følge i form af dødsfald.
I dag er det især stoffer som epo, steroider og betablokkere, der bliver brugt som quickfix til at komme på medaljepodiet. Der er dog stor forskel på, hvilke stoffer, der anvendes i forskellige sportsdiscipliner.
“Det er helt forskelligt, hvilke organer og dele af kroppen, man har brug for at manipulere til at blive stærkere alt efter, om man for eksempel er cykelrytter, vægtløfter eller bueskytte,” siger Nikolai Nordsborg, der er professor og leder af Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Styrke og sprint= steroider
I discipliner, hvor styrke og hurtighed er essentiel, er det især steroider i form af eksempelvis testosteron, der bliver anvendt som doping.
“Det gælder både vægtløftere, kuglestødere, boksere og brydere, men også hundredemeterløbere og svømmere. Effekten skyldes, at testosteron stimulerer vores muskler til at danne mere muskelmasse, og det gør os stærkere og dermed bedre i stand til at præstere,” forklarer Nikolai Nordsborg.
Derudover er testosteron utrolig svært at afsløre ved dopingtests, fordi flere atleter bruger det til at opbygge muskelmasse i god tid inden en stor sportsbegivenhed. På den måde får de effekten af hormonet, men uden, at det kan opdages i en dopingkontrol, fordi stoffet ikke længere er aktivt i kroppen, uddyber Nikolaj Nordsborg og tilføjer:
“Men testosteron er på ingen måde ufarligt. Det kan føre til en række sygdomme – blandt andet infertilitet og hjertekarsygdomme”.
Udholdenhed = EPO
Atleter, der hovedsageligt skal være udholdende, har derimod ikke det samme behov for store og tunge muskler.
“Hvis vi tager cykelryttere, maratonløbere og roere, er det, de typisk har brug for, en optimal iltoptagelse, og her spiller den samlede mængde blod og blodets sammensætning en nøglerolle. Derfor tager nogle atleter hormonet erythropoietin – også kaldet EPO, der især blev udbredt i cykelsporten fra slutningen af 1980’erne,” siger Nikolai Nordsborg og tilføjer:
“EPO øger nemlig dannelsen af røde blodceller, der transporterer ilt rundt i kroppen og derved giver rytteren eller løberen mere energi til at bevæge sig og arbejde hårdt. Derudover tyder flere studier på, at brug af EPO øger udholdenheden”.
Faktisk producerer vi selv EPO i kroppen, men det blev kemisk fremstillet i 1989 og bruges, udover som doping, til blandt andet kræft- og nyrepatienter, der ikke selv kan danne tilstrækkeligt af hormonet. Konsekvensen af for højt niveau af EPO er tykkere blod, der kan lede til blodpropper og hjertestop.
Koncentration og præcision= betablokkere
Sidst nævner Nikolai Nordsborg en helt anden kategori af atleter – nemlig dem, der har behov for maksimal koncentration, præcision og ro. Det kunne eksempelvis være bueskytten, golf- eller dart-spilleren.
“Atleter i disse discipliner har brug for at være helt rolige, og her er det mest udbredte dopingmiddel betablokkere, som for eksempel bruges til patienter med svær eksamensangst. Medicinen sænker pulsen og blodtrykket, hvilket gør, at man ryster mindre på hænderne og måske føler sig mindre nervøs,” siger Nikolai Nordsborg.
Brug af betablokkere har dog også bivirkninger i form af muskeltræthed, svimmelhed, mindsket udholdenhed og i nogle tilfælde kan det påvirke hjertet.
FAKTA:
Fra rå narko til forfinet doping
Doping i form af rå narkotika opstod i 1960’erne. Eksempelvis indtog cykelryttere, svømmere og boksere stoffer som stryknin, kokain, amfetamin og heroin.
Siden udviklede man stofferne dianabol – et anabolt steroid – i 1950’erne, bloddoping i 1970’erne, væksthormon i 1985 og EPO i 1987, som sammen udgør nogle af de største doping præparater, der findes i dag.
Kilde: Videnskab.dk
