DIF Soldaterprojekt, Holstebro Kommune og TTH Holstebro indgår samarbejdsaftale om “Veteran Match”, der har to spor: Hyldestkampe og jobmatch mellem veteraner og virksomheder i håndboldklubbens erhvervsnetværk.

En håndboldklub med loyale erhvervskontakter og et trofast hjemmepublikum. Et jobmarked med mangel på arbejdskraft. Og en gruppe veteraner med særlige evner og behov på beskæftigelsesområdet. Det er sagens kerne i et nyt samarbejde mellem Holstebro Kommune, TTH Holstebro og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Samarbejdets hovedmål er at matche veteraner på kanten af arbejdsmarkedet med lokale virksomheder. Sammen går virksomhedsledere, medarbejdere fra jobcentret og kommunens veterankoordinator i dialog om at finde mulige praktik- eller jobåbninger til veteranerne.

I erhvervsnetværket byder Jobcenter Holstebro ind med information og sparring til interesserede arbejdspladser, der ønsker at vide mere om særlige ansættelsesformer, veteranernes behov eller anden viden fra beskæftigelsesområdet.

Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Dorthe Pia Hansen forventer, at samarbejdet vil skabe et mere vedvarende fokus og bevidsthed, da jobmatchen sker løbende gennem hele året:

– “Vi er rigtig glade for aftalen, der forhåbentlig vil give større opmærksomhed og jobmuligheder for veteranerne i Holstebro Kommune. Særligt TTH Holstebros erhvervsnetværk er en god indgang for den mere håndholdte indsats på beskæftigelsesområdet. Initiativet er også helt i tråd med kommunens veteranstrategi, som blev vedtaget i byrådet i denne uge.”

Hyldest på tribunerne
En anden del af samarbejdsaftalen er en hyldestkamp på håndboldbanen i Gråkjær Arena. Den særlige ligakamp er en anerkendelse af veteranerne og en anledning til at sætte spot på veteranernes situation, deres pårørende og familie samt de fællesskaber, der bakker op om veteranerne i hverdagen.

– “Som klub vil vi gerne være med til at gøre en indsats og bakke op om et godt initiativ. Vi har i forvejen et godt samarbejde og erfaring med Jobcenter Holstebro. Og da vi samtidig har mange sponsorer, som tidligere har været positive overfor tiltag som disse, tror vi på et godt forløb”, siger John Mikkelsen, direktør i TTH Holstebro.

Hyldestkampen bliver afviklet i forbindelse med Flagdag for Danmarks udsendte. Næste gang dette sker er i september 2024, og her vil der til en af TTH Holstebros hjemmekampe blive udvalgt en Veteranmatch.

Samarbejdsaftalen løber frem til 1. oktober 2024 med mulighed for forlængelse.

Kilde

Foto: ABW