Danmarks kvindelandshold spiller mod Brasilien i Holstebro den 28. marts som forberedelse til EM.
Oplev Anne Mette Hansen, Sandra Toft og alle de andre landsholdsstjerner i Holstebro den 28. marts.
Dette er en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.
Såvel Gråkjær Arena i Holstebro som Sparekassen Thy Arena på Mors danner rammerne om kvindelandsholdets første kampe i 2020, når de rød/hvide møder Brasilien henholdsvis lørdag den 28. marts og søndag den 29. marts. Billetsalget til de to opgør åbner tirsdag den 25. februar klokken 10.00.
Lørdag den 28. marts klokken 16.10 er det Gråkjær Arena i Holstebro, der får besøg af de danske landsholdskvinder. Det er mere end otte år siden, at kvindelandsholdet senest var forbi den nordvestjyske handelsby. Derfor er det også en begejstret borgmester, H.C. Østerby, der byder de danske håndboldstjerner velkommen til Holstebro:
”Hvis der er noget, vi er kendt for rundt omkring, så er det hygge, handel og håndbold. Det er en del af Holstebros identitet og selvom vi er stolte af TTH Holstebros kvinder, er landsholdet alligevel nok det ypperste, vi kan præsentere for hjemmepublikummet. Vi glæder os derfor til at skabe de perfekte rammer om kvindelandsholdets første forberedelser til EM, der jo bliver på hjemmebane til december. Så mon ikke vi kan se frem til, at taget letter på Gråkjær Arena med sambabold og fest på tribunerne”, siger H.C. Østerby.
Dagen efter, søndag den 29. marts, går turen så til Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors, hvor Danmark og Brasilien ligeledes krydser klinger klokken 16.10. Her er borgmester Hans Ejner Bertelsen ligeledes begejstret for at de rød/hvide lægger vejen forbi Mors:
”Ikke siden 1983 har vi haft et A-landshold forbi Nykøbing Mors, så der er lagt i kakkelovnen til en stor folkefest, hvor indbyggerne kan byde velkommen til verdens bedste kvindelige målvogter, en forsvarende Champions League-vinder og alle de andre stjerner på kvindelandsholdet”, siger borgmesteren.
Billetter til de to kampe kan købes via Ticketmaster tirsdag den 25. februar fra klokken 10.00.
For mere information klik her.