SKADE PÅ FLADE TAGE: Danskerne kan se tilbage på en våd vinter og et vådt efterår, og er man ejer af et hus med et fladt tag, så kan vand fra oven give udfordringer. Men manglende rejsning behøver ikke at være en ulempe. GF Forsikring fortæller, hvordan man forebygger skader.
Vand paa flade tage, foto: GF Forsikring

Med i alt 349 mm regn var sidste efterår ifølge DMI det vådeste i Danmark siden 1874. Udviklingen er fortsat vinteren over, og nu har februar på landsplan også slået alle rekorder i regnmængde. Mere nedbør end normalt stiller krav til husejerne.

– Vedligehold dit hus, for det kan få betydning for erstatningen fra din forsikring, hvis der opstår en skade. Så enkelt kan det siges. Man må ikke lade stå til, og det er årsagen til, at vi år efter år i forsikringsbranchen opfordrer vores kunder til at tjekke tagrender, brønde, nedløbsrør, fundament, murværk osv., og taget er altså ingen undtagelse, fortæller skade- og policedirektør Per Haulund fra det kundeejede GF Forsikring.

Frem med stigen
De flade tage fik et dårligt ry efter 1970’erne, hvor typehusenes flade tage var blev lavet uden hældning – eller rejsning om man vil. Renovering af tagene og forbedrede materialer har rettet op på omdømmet, og nu er flade tage igen på mode. Mange danskere tiltrækkes af det enkle, minimalistiske og nordiske udtryk i funkisstilen.

Rejsning eller ej på taget, som husejer skal man sørge for at vedligeholde sit tag.

– Har man et fladt tag, så kan man selvfølgelig ikke få meget indtryk af tagets tilstand fra jordhøjde. Så det er frem med stigen og op på taget for at inspicere. Vi anbefaler minimum 2-3 gange om året. Ligger der blade, grene og andre elementer, så kan det slide på tagpappet, samtidig er det vigtigt at sikre sig, at der ikke står vand på taget, og at afløbene virker, som de skal, og ikke er tilstoppede, lyder rådet fra Per Haulund fra GF Forsikring.

 

Del på de sociale medier