Når en stor del af danskerne i disse dage blot sukker efter en eller anden form for nedkøling, raser diskussionerne blandt DMI’s nørder, klimatologer og meteorologer: Har vi hedebølge, eller er det bare en varmebølge, hvor er det målt og over hvor lang tid. Det handler grundlæggende om at være fremsynet eller bagklog.
Meteorologer ser frem i tiden, mens klimatologer er bagkloge. Sådan er det også, når DMI’s meteorologer varsler hedebølge i weekenden – De kigger fremad ved hjælp af højteknologi og erfaring, mens klimatologerne tøver en kende og dykker ned i data, der både er målt og analyserede.
Vagthavende meteorolog går i breaking og varsler hedebølge, mens klimatologen advarer: »Husk at vi teknisk set ikke har hedebølge endnu. Her kl 11 har vi ”kun” varmebølge i dele af Sønderjylland, Sydfyn, Lolland og Sjælland.«
Ikke til forhandling
Uanset hvilke briller man ser med, står definitionerne fast.
Definitionen på hedebølge er, at middelværdien af de højeste registrerede temperaturer, målt over tre sammenhængende dage på samme sted skal overstige 28°C.
Definitionen på varmebølge er identisk med den for hedebølge, men her skal middelværdien blot overstige 25 °C.
Meteorologernes opgave er, at varsle en hedebølge tidsmæssigt før den sker og fra den første dag med høje temperaturer. Klimatologerne skal derimod afrapportere hedebølgen tidsmæssig bagud, og det vil kun være den sidste dag af tre dage med høje temperaturer, der vil tælle som et hedebølgedøgn.
Så selv om det var virkeligt varmt i går, blev der kun registreret varmebølge i det sydligste af Jylland og slet ingen hedebølge. Endnu.
I dag har varmebølgen her kl. 11 bredt sig til flere dele af landet, men det vil helt sikkert ændre sig drastisk i løbet af i dag i takt med at temperaturen stiger yderligere.
Vi vil dog næppe nå et få en landsdækkende hedebølge i dag, men hedebølgen vil helt sikkert brede sig de kommende dage.