Denne uge byder på to X’er til dine kalender:
På søndag d. 22. løftes sløret for Marie Lunds nye, permanente installation i museumshaven. Og næste onsdag d. 25. er der forfattersalon.
Læs mere herunder.
Vi glæder os til at se jer!
INDVIELSE
Pavilion (Voices, The Shifting, Copy)
Sammen med billedkunstner Marie Lund inviterer Holstebro Kunstmuseum til indvielsesarrangement med performance, koncert og talks:
Søndag d. 22. august kl. 14
Vær med når vi løfter sløret for museets nyerhvervede værk Pavilion (Voices, The Shifting, Copy) af Marie Lund.
Nyerhvervelsen vil fungere som permanent installation i museumshaven og er muliggjort takket være generøse donationer fra Statens Kunstfond og 15. Juni Fonden. .
PROGRAM
Til indvielsen har Marie Lund inviteret kunstneren Bob Kil til at opføre en performance. Arkitekturhistoriker Jannie Rosenberg Bendsen vil fortælle om museumskompleksets hovedarkitekt Hanne Kjærholms (1930-2009) faglige virke og position som kvindelig arkitekt. Dagen byder derudover på koncert med den kritikerroste eksperimentaljazzduo G.E.K. ved Johannes Lund (sax) og Maria Bertel (trombone), som har skrevet en komposition, der agerer lydelement til Marie Lunds udsmykning.
Arrangementet udspiller sig i museumshavens grønne omgivelser, hvor museet byder på forfriskninger. Det vil desuden være muligt at købe et let måltid i Restaurant Støberiet til en favorabel pris.
Læs mere om værket og indvielsen i pressemeddelelsen her
PRAKTISK INFORMATION
Det er gratis at deltage i arrangementet, som er åbent for alle.
Tilmelding er ikke nødvendig.
KØBENHAVN TUR/RETUR (tilmelding påkrævet)
I anledning af indvielsen er der arrangeret gratis bustransport fra København og lige til Kunstmuseets dør. Bussen afgår fra DGI-byen kl. 9 og kører retur til København efter indvielsesarrangementet kl. 17.
Læs mere og book jeres billetter til bussen her
| Skitse til Pavilion (Voices, The Shifting, Copy)
FORFATTERSALON
Eva Tind, Kvinden der samlede verden
Rejs i fodsporene på den passionerede og videbegærlige verdenspioner Marie Hammer, når forfatter Eva Tind gæster museet:
Onsdag d. 25. august kl. 19:30
Tidligere i år udgav forfatter Eva Tind sin historiske roman Kvinden der samlede verden om en af det 20. århundredes mest betydningsfulde videnskabskvinder, Marie Hammer (1907-2002).
I samtale med kulturjournalist og radiovært Karoline Kjær Hansen fortæller Tind om sin fascination af den mangefacetterede kvinde og ikke mindst om sit arbejde med at skrive historien om videnskabskvinden, der beviste, at verdens kontinenter har hængt sammen.
Marie Hammer var ikke blot videnskabskvinde, men også æstetiker. Via sine mange ekspeditioner opbyggede hun, sammen med sin etnografi- og kunstkyndige ægtefælle Ole Hammer, en stor samling af præcolumbiansk og sydøstasiatisk keramik, som de i 1976 donerede til Holstebro Kunstmuseum.
I anledning af forfattersalonen kan man få et unikt indblik i Hammers keramiksamling, når museet præsenterer et udvalg af samlingen i udstillingssalene.
Praktisk information
Tilmelding er nødvendig. Bestil billet her
Pris: 50 kroner + billetgebyr
Gratis for Holstebro Kunstmuseums Venner og unge under 26 år
Dørene åbner kl. 19:00
| Eva Tind. Foto: Sacha Maric, 2021
Copyright © 2021 Holstebro Kunstmuseum, All rights reserved.
Holstebro Kunstmuseum sender dette nyhedsbrev på baggrund af din tilmelding via museets hjemmeside. Afmelding kan ske via linket herunder.
Kontakt: