Koncert for tre strygere – violin, bratsch og cello. Et nydannet strygerensemble bestående af tre prisvindende professorer, Mo Yi på violin, Julia Rebekka Brembeck-Adler på bratsch og Gert von Bülow på cello, gæster Holstebro Kirke lørdag den 19. november kl. 15.00 med et usædvanligt program, der sjældent høres i Danmark. Programmet, der er rigt på aspekter, og hvor især humoren spiller en stor rolle, byder på musik af Haydn, Mozart, Schubert, Ernst Toch og Ernö Dohnányi. Særligt værket Divertimento for violin og bratsch af den østrigske komponist Ernst Toch er et meget sjældent spillet værk. Serenade for strygetrio af ungarske Ernö Dohnányi er overordentligt festlig og særdeles krævende for de tre solister. Værket har aspekter af stor, romantisk lidenskab samt en scherzo-sats med en bizar humor. Mo Yi og Julia Rebekka Brembeck-Adler er kolleger ved Universität der Künste i Berlin og har ofte spillet koncerter sammen. Mo Yi er desuden violinprofessor ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus samt gæsteprofessor ved Beijing Universitet. Gert von Bülow var i over 20 år cello- og kammermusikprofessor ved Hochschule für Muzik und Theater i Dresden og danner til dagligt par – både privat og musikalsk – med Mo Yi. Fri entré

Læs mere om kirkens arrangementer, gudtjenester etc.

Foto: ABW