Klassiske toner
Studerende fra MGK på Holstebro Musikskole vil fremføre dele af deres program, som skal spilles til de forestående årsprøver og eksaminer. Eleverne har valgt at lægge hovedvægten på iørefaldende skøn romantisk musik spillet på klaver, bratsch, guitar, trompet og basun.
På klaver skal vi høre smukke toner fra nogle af de kendte komponister som Mozart, Chopin, Brahms og Debussy, mens vi på trompet og basun får værker af russiske romantiske komponister som Glazunow, Arutjunjan og Rimskij-Korsakov samt et senromantisk stykke fra den franske “Belle Epoque”-periode i slutningen af 1800-tallet af Georges Hüe.
Vi får ligeledes den franske komponist fra samme periode Camille Saint-Säens at høre på bratsch – på hvilket instrument vi også får et smukt værk af Wiener-komponisten F. Schubert. Endelig bliver der på klassisk akustisk guitar fremført stykker af J. S. Bach samt af den cubanske komponist Leo Brouwer, som stadig er nulevende og musikken dermed af mere moderne karakter og meget iørefaldende.
Der venter publikum en flot og særdeles velklingende musik fremført af unge talentfulde musikere.
Koncerten er lavet i samarbejde mellem MGK MidtVest, Holstebro Musikskole og Holstebro Bibliotek.
Den foregår d. 04.05.24 klokken 12.00-13.45 på Holstebro bibliotek.
Gratis – mød bare op