For tredje år i træk bakker Holstebro Kommune op om ‘March mod Ensomhed’. Det samme gør Annette Nielsen, leder af Værestedet i Ulfborg. For hende er det en hjertesag.

Ligesom sidste år udgår marchen fra både Holstebro og Ulfborg. Marchens ophavsmand er Patrick Cakirli, som hvert år vandrer gennem hele landet for at sætte spot på ensomhed som et sundheds- og samfundsproblem.

Det anslås, at flere hundred tusinde voksne og børn i Danmark hvert år føler sig svært ensomme. Nogle få af dem bryder ensomheden og finder et fællesskab hos Annette Nielsen, de frivillige og brugerne i Værestedet Ulfborg.

– “Problemet med ensomhed er en hjertesag for mig. Mange af Værestedets brugere slås med ensomhed, mangel på netværk og angst. Det går hårdt ud over deres selvværd, trivsel og sundhed”, fortæller Annette.

Derfor bakker hun helhjertet op om marchen og går med på en kort del af ruten fra Ulfborg mod Ringkøbing. Hun gør det, selv om hun for nylig blev opereret i sit knæ. Og hun opfordrer alle til at gå med, når Patrick går fra Holstebro 4. oktober og fra Ulfborg 7. oktober.

– “Patrick og marchen løser jo ikke i sig selv problemet med ensomhed. Men han kommer i medierne og får sat ensomhed på dagsordenen, så opmærksomheden breder sig som ringe i vandet. Jeg håber, at det på sigt medfører, at vi handler og både som samfund og individer gør mere for at løse problemet”, siger Annette.

Du kan hjælpe til
Konceptet for marchen er, at Patrick kun må gå, hvis han har følgeskab. Ellers skal han stå stille. På den måde bliver vandringen symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Marchen samler også ind til Livslinien, som forebygger selvmord og selvmordsforsøg gennem telefon-, chat- og mailrådgivning. Du kan hjælpe ved at gå med på hele eller bare en større eller mindre del af ruten:

  • Onsdag den 4. oktober kl. 8.00 fra Holstebro Rådhus mod Struer.
  • Lørdag den 7. oktober kl. 8.00 fra Ulfkjær Kirke i Ulfborg mod Ringkøbing.

Så tag en ven med, tilslut jer fællesskabet og støt en god sag. Begge dage er der stående morgenmad fra kl. 7.30.

Fælles ansvar og samarbejde
March mod Ensomhed falder godt i tråd med kommunens øvrige indsatser mod ensomhed. Social- og Sundhedsudvalgets formand, Jens Kristian Hedegaard og formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Dybdal er enige om fællesskabers store betydning for mennesker:

– “Ingen fortjener at være ensomme, og det er vores fælles ansvar at bekæmpe ensomheden. Når mennesker indgår i fællesskaber, styrkes deres sundhed og trivsel. Derfor handler vi på tværs af forvaltninger og afdelinger og i samarbejde med frivillige foreninger.”

Fællesspisning og Patricks historie
Du kan også være med til en fællesspisning i HUSET Holstebro i forbindelse med Patricks besøg. Under middagen fortæller Patrick om sin historie med ensomhed. Bagefter er der rundvisning og info om HUSETs mange aktiviteter og fællesskaber. Det er:

  • Tirsdag den 3. oktober kl. 18 i HUSET Holstebro, Danmarksgade 13A.

Marcherne fra Holstebro og Ulfborg er arrangeret af Holstebro Kommune, Værestedet Ulfborg, Huset Holstebro, Cafe Mellem Linjerne og Nordisk Teaterlaboratorium.

Læs mere om de to marcher og fællesspisningen

Kilde

Foto: ABW