Fordelt på tre etaper er der siden 2020 bygget over 2.500 kvadratmeter nye lokaler til Mejrup Skole. Det bliver markeret ved en samlet indvielse tirsdag 19. september.
De seneste godt tre år er der blevet bygget næsten uafbrudt på Mejrup Skole, som er blevet udvidet med en lang række nye lokaler og også har fået renoveret nogle af de eksisterende lokaler.
Byggeriet har strakt sig over tre etaper, så de 730 elever har indimellem måttet døje med støv og larm fra arbejdet. Til gengæld kan de så glæde sig over, at de sammen med lærere, pædagoger og skolens øvrige personale nu har i alt 2.556 kvadratmeter mere at boltre sig på.
Udvidelsen af skolen omfatter bl.a. syv klasselokaler, biologilokale, natur-/tekniklokale, to musiklokaler, skolebibliotek, personalerum, administrationsafdeling, forberedelseslokaler, grupperum, mødelokaler og toiletter. Derudover er eksisterende toiletter og billedkunstlokaler blevet renoveret.
Formanden for Børne- og Familieudvalget, Klaus Flæng, glæder sig over de nye faciliteter på Mejrup Skole, som har udviklet sig fra at være en lille landsbyskole til i skoleåret 2023/24 at være en af kommunens største skoler målt på antal elever.
– “Byggeriet har strakt sig over en længere periode, men det er også en stor og omfattende udvidelse af Mejrup Skole. Det har været ventetiden værd, for nu har vi fået nogle nye og topmoderne skolebygninger, som giver vores elever og personale optimale rammer for læring og trivsel”, siger han.
Den samlede pris for nybyggeri og ombygning løber op i godt 47 millioner kroner.
Is til eleverne og åbent hus for byen
Mejrup Skole inviterer til indvielse af de nye bygninger tirsdag 19. september. Programmet ser sådan her ud:
13.00: Velkomst i skolegården
- Tale ved borgmester H.C. Østerby
- Tale ved formand for Børne- og Familieudvalget Klaus Flæng
- Tale ved skoleleder Tom Pedersen
13.30: Is til elever og ansatte
15.00: Åbent hus for interesserede Mejrup-borgere
17.00: Tak for i dag