Louise Juhl Dalsgaard kan skrive alt – og det gør hun så. Romaner, noveller, dramatik og digte er det blevet til, som årene er gået.
Hendes værker kredser især om at mindes sine rødder, ensomhed, spiseforstyrrelse, barnløshed og om at være til stede i egen krop. Louise Juhl Dalsgaard er en forfatter, som behandler ord og sætninger med lige dele nænsomhed og opmærksomhed. Som læser er man aldrig i tvivl om, at forfatteren har et helt særligt øre og flair for det poetiske i litteraturen.

Selvom emnerne kan være nok så alvorlige, er der altid en usentimental og humoristisk tone i fortællingerne, der rækker ud og skaber forbindelse til os, der læser med.

I april 2024 udkommer hendes nye roman ’Om en hals’. Det er en coming-of-age-roman om en ung kvindes veje og vildveje i livet. Hvad gør man, når dagene ikke går op? Når naboen dør uden varsel, kæresten finder en anden, og man selv står tilbage med et hoved, der er fuldt af tanker og en krop, der står i vejen for dem? For den navnløse kvinde i ’Om en hals’ bliver løsningen alt, der kan måles og vejes. Kilo og meter, skridt og stavelser. Størrelser og tal, der er til at stole på og som hverken svigter eller forsvinder.

Når Louise ikke skriver bøger, underviser hun i kreativ skrivning på Aarhus Litteraturcenter og leder forfatterlinjen på Dansk Talentakademi i Holstebro.

Det er et samarbejde mellem Dansk Talentakademis Forfatterlinje og Holstebro Bibliotek, der gør, at du kan opleve en række danske forfattere live på biblioteket. Hen over foråret får vi besøg af en række stærke, kvindelige forfattere, som fortæller om deres bøger, inspirationskilder og livet som forfatter.

Det foregår d. 02.05.24 fra klokken 19-20 på Holstebro bibliotek.

Du kan hente gratis billetter.

Arrangører: Dansk Talentakademis Forfatterlinje og Holstebro Bibliotek

Begivenheden er støttet af Statens Kunstfond

Bestil billetter

Kilde

Foto: ABW