Pressemeddelelse fra de kulturhistoriske museer i Holstebro
Kristoffer Jensen er 49 år, uddannet historiker og har en ph.d. i erhvervshistorie. Han har siden 2001 været ansat på Industrimuseet i Horsens i en række forskellige roller, siden 2019 som direktør. Kristoffer har i en årrække arbejdet sammen med Syddansk Universitet, og han har efter 22 år i museumsbranchen et ganske stærkt netværk i det danske museumslandskab.
Bestyrelsesformand Henrik Tvarnø udtaler:
“Som direktør har Kristoffer de seneste 3-4 år stået i spidsen for en tydelig udvikling af Industrimuseet, som omverdenen har lagt mærke til. Det er bl.a. Kristoffers dokumenterede evne til at sætte en strategisk retning for museet, finde finansiering til den og dernæst i samarbejde med sine medarbejdere realisere en opdatering af udstillinger med et meget overbevisende resultat, som har fået et enigt ansættelsesudvalg til at pege på ham som den rigtige til at løfte opgaven i Holstebro”.
“Vi ser frem til et spændende samarbejde om museets fortsatte udvikling. Der er et solidt grundlag i form af en dedikeret stab, gode fysiske rammer og stærk lokal opbakning, og på den baggrund har vi store forventninger til de kommende års udvikling under Kristoffers ledelse”.
Direktør Kristoffer Jensen udtaler:
”Jeg glæder mig efter 22 gode år i Horsens til at prøve kræfter med nye udfordringer. Som mange andre i den danske kultursektor har jeg kigget med beundring på, hvordan man i Holstebro gennem årtier har satset på at udvikle et stærkt lokalt kulturliv. Det ser jeg frem til at bidrage til, og Holstebros 750-års jubilæum i 2024 er en oplagt anledning til at få kulturhistorien endnu mere i spil”.
“På Industrimuseet har jeg arbejdet med udfordringen, hvordan man som museum kan bidrage til at højne respekten om hændernes arbejde og derigennem få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Den vigtige dagsorden ser jeg frem til fortsat at kunne arbejde på og bruge som et af de greb, jeg i samarbejde med frivillige, medarbejdere og bestyrelse vil udnytte til at videreudvikle Hjerl Hede, så attraktionen kan komme til at stå endnu skarpere.”
Kristoffer starter i sit nye job mandag d. 16. januar 2023.
De Kulturhistoriske Museer i Holstebro:
- er i dag den overordnede forsknings- og formidlingsenhed for Holstebro Museum, Strandingsmuseum St. George og Frilandsmuseet Hjerl Hede. I 2021 besøgte 103.309 gæster de tre museer.
- har desuden det arkæologiske ansvar for Holstebro, Struer og Lemvig Kommuner samt det marinarkæologiske ansvar for Vestjylland.
- har 52 ansatte inden for arkæologi, historie, administration og drift.
- er en selvejende institution. Holstebro Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen er hovedtilskudsydere.