Helle Støve er udpeget til ny direktør for Børn og Unge – et af kommunens største velfærdsområder. Hun kommer fra en stilling som Børn og forebyggelseschef i Horsens Kommune og har tidligere været ansat i Holstebro Kommune.

– “Jeg mener det, når jeg siger, at jeg er vild med børne- og ungeområdet. Jeg har arbejdet med familieområdet i ni år i forskellige kommuner og også samarbejdet tæt med dagtilbuds- og skoleområdet. Min erfaring derfra er, at vi kun kan løfte de store opgaver og vigtige udfordringer i fællesskab”, fortæller Helle Støve, som starter i direktørstolen den 1. oktober 2022

Helle Støve kommer fra en stilling i Horsens Kommune og har tidligere været ansat i Favrskov og Norddjurs kommuner; alle ansættelser med børn og familier for øje.

– “Jeg kender jo Holstebro Kommune ret godt, fordi jeg tidligere har været ansat som visitationschef. Kommunen har altid stået for mig som et sted, hvor ordentlighed er en vigtig værdi, og det er jeg i allerhøjste grad blevet bekræftet igennem ansættelsesprocessen”, siger Helle Støve og fortsætter:

– “Det stemmer godt overens med mit værdigrundlag, hvor tillid og inddragelse også er meget vigtige parametre i mit lederskab. Desuden skinner den stærke samarbejdskultur blandt cheferne og politikerne igennem, og det er altafgørende, at byrådet arbejder i samme retning, siger Helle Støve.”

Kompleks og udfordrende stilling
Stillingen som direktør for Børn og Unge er kompleks og udfordrende og stiller store krav til den nye direktør.

– “Jeg er sikker på, at vi med valget af Helle har fundet en erfaren og succesfuld chef, der har potentiale til at løfte direktørjobbet og være med til at drive og videreudvikle det store velfærdsområde som Børn og Unge er”, fortæller kommunaldirektør Lars Møller.

Direktøren for Børn og Unge skal naturligvis arbejde for det specifikke velfærdsområde, men forventningen er også, at direktøren i et tæt samarbejde med den øvrige direktion har fokus på den tværgående udvikling af kommunen og har et helhedsperspektiv på opgaveløsningen.

– “Helles præferencer for tillid, inddragelse og for at vi i fællesskab skal finde gode og nytænkende løsninger sammen med politikere, chefgruppe, medarbejdere og borgere betyder meget. Helle har en evne til at vende perspektiverne i beslutningsprocesserne, og den evne er jeg sikker på, at vi kan få glæde af i organisationen”, fortæller Lars Møller.

Bag om
Helle Støve er 52 år, oprindeligt uddannet cand.merc og har en master i offentlig ledelse. Hun bor i Silkeborg, er gift og har to døtre på 17 og 20 år.

Kilde

Foto: ABW