47-årige Anne-Mette Vendelbo er pr. 1. maj blevet fastansat i stillingen som leder af Videncenteret i Børn og Unge.
Den nye leder er i dag ansat som faggruppeleder og har siden februar også fungeret som konstitueret leder af Videncenteret, som understøtter indsatser for børn og unge i Holstebro Kommunes dagtilbud og skoler. I samarbejde med dagtilbud, skoler og familiesektion m.m. arbejder centeret i Holstebro for at fremme børn og unges muligheder for at deltage i fællesskaber og opleve udvikling og trivsel.
Anne-Mette Vendelbo har tidligere i en årrække været leder på et inklusionscenter i Silkeborg Kommune og skoleleder på en institution for omsorgssvigtede børn og unge. Hun er uddannet lærer og har arbejdet på både Borbjerg Skole og Tvis Skole. Læreruddannelsen har hun suppleret med flere lederuddannelser og en master i læreprocesser.
– “Anne-Mette er en erfaren og struktureret leder, som er god til at inddrage og kommunikere med både ansatte og samarbejdspartnere. Samtidig har hun fokus på udvikling og indsatser for børn og unge båret af kvalitet. Jeg glæder mig derfor over, at Anne-Mette har lyst til at fortsætte sit arbejdsliv i Holstebro Kommune”, siger skole- og rådgivningschef Peter Fogde Mikkelsen.
Der var 16 ansøgere til stillingen.
Elsker gåture, udfordringer og livet
Som leder af Videncenteret i Børn og Unge kommer Anne-Mette Vendelbo til at stå i spidsen for ca. 50 medarbejdere, som omfatter tale-hørekonsulenter, psykologer, inklusionsvejledere og ressourcepædagoger m.fl.
Medarbejdere og leder er tilgængelige for dagtilbud og skoler med henblik på en kortere responstid og rådgivning til både fagprofessionelle og forældre. Centeret arbejder i øjeblikket på at nedbringe ventetiden på PPV’er – pædagogisk-psykologisk vurdering – af elever samt videreudvikle en praksisrelevant sparring i dagtilbud og skoler.
– “Jeg tror på, at tværprofessionelt samarbejde og tværgående indsatser er nøglen til at lykkes med at øge trivslen hos børn og unge i dagtilbud og skoler. Med det fokus glæder jeg mig over, at jeg får mulighed for sammen med den dygtige medarbejdergruppe at videreføre og udvikle de mange spændende og meningsfulde opgaver, som er forankret hos Videncenteret”, siger Anne-Mette Vendelbo.
Anne-Mette Vendelbo bor sammen med sin mand og datter i Silkeborg. Hun elsker gåture i skoven, god mad, litteratur, kreativitet, musik, udfordringer og arbejde – ja, generelt elsker hun bare livet.