Martin Faurholt bliver 1. november leder af Halgård Skole og siger dermed farvel til jobbet som skoleleder i Borbjerg.

44-årige Martin Faurholt har allerede et godt kendskab til både arbejdsgiveren og ansvarsområderne, når han 1. november tiltræder som skoleleder for Halgård Skole.

Martin Faurholt er uddannet lærer fra Århus Seminarium i 2005. Derefter var han i ti år lærer på Idom-Råsted Skole, og de seneste syv år har han været skoleleder for Borbjerg Skole og Børnehus. Han har taget flere uddannelser og kurser inden for ledelse, ligesom han har været mentor for nyansatte skoleledere.

– “Martin har som skoleleder vist, at han er en holdspiller med blik for udvikling af både organisationen og skolens rolle i lokalsamfundet. Samtidig fastholder han fokus på at gøre en forskel for eleverne i hverdagen. Jeg er glad for, at en dygtig leder som Martin har lyst til at fortsætte sit arbejdsliv her i Holstebro Kommune”, siger skole- og rådgivningschef Peter Fogde Mikkelsen.

Der var otte ansøgere til stillingen.

Bor selv i Halgård
Halgård Skole har 641 elever fra 0.-7. klasse og 80 medarbejdere. Skolen ligger lige syd for Holstebro i et velfungerende og aktivt lokalmiljø med mange fritidsaktiviteter.

Det ved den kommende skoleleder alt om. Han bor nemlig selv i Halgård, og han ser frem til at sætte sit præg på den videre udvikling af skolen sammen med elever, forældre og medarbejdere.

– “Vi skal i fællesskab sikre, at Halgård Skole er den mest eftertragtede skole i området. Samtidig skal vi være en skole, der leverer topresultater i både faglighed, trivsel og arbejdsmiljø”, siger Martin Faurholt.

Han lægger vægt på at holde fast i skolens kultur og værdier, og så vil han gerne – som i Borbjerg – udbygge samarbejdet med lokalsamfundet.

– “Det vil jeg gerne videreføre. Jeg mener, at der er et vigtigt udviklingspotentiale i at få Halgård Skole til at blive en endnu større del af lokalsamfundet i hele Mejdal-Halgård-området”, lyder det fra den kommende skoleleder.

Martin Faurholt er gift og har tvillinger på 11 år. Han tager gerne en løbetur og en runde golf, når tiden tillader det – og så er han som nybagt bådejer i gang med at sætte sig ind i det maritime univers.

Kilde

Foto: ABW