Holstebro Kommune sender udkast til “Strategi for Natur og Biodiversitet” i høring og efterlyser samtidig gode idéer til konkrete naturindsatser.
Der er fjorde, søer, heder, plantager og hav – og Storå der løber hele vejen fra øst mod vest. Holstebro Kommune byder på en både skøn og helt exceptionel natur og biodiversitet til glæde for kommunens borgere.
Men der er også natur og naturområder, som er under pres. Der er derfor behov for en målrettet indsats, og med et udkast til en ny “Strategi for Natur og Biodiversitet” er Holstebro Kommune klar med en overordnet ramme for, hvordan det er muligt at sætte ind for at forbedre naturen og biodiversiteten lokalt.
Sigtet er ikke at redde hver enkelt plante eller fisk, men at understøtte et større og mere målrettet fokus på at skabe mere robuste naturområder – ved at bevare, beskytte, genoprette og reetablere.
– “I Holstebro Kommune arbejder vi målrettet med naturindsatser for at sikre det, vi allerede har, samtidig med at vi understøtter udviklingsmuligheder. Den nye strategi skal hjælpe med at fokusere indsatserne, for naturen er under pres. Skal vi lykkes, så kræver det samarbejde med lodsejere og andre interessenter. Med strategien inviterer vi til drøftelse af fokusområderne, og vi vil gerne høre fra alle, som kan bidrage til at løse den her opgave”, siger Finn Thøgersen, formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.
Fokusområderne, som Holstebro Kommune arbejder for, er:
- Partnerskaber i arealforvaltningen
- Større sammenhæng mellem naturområder
- Bevarelse og forøgelse af biodiversiteten
- Indikatorarter – Fokus på arter der signalerer god naturtilstand
- Friluftsliv og formidling i naturen
Send høringssvar eller gode idéer
På www.holstebro.dk/dkvild er der mulighed for at dykke mere ned i udkastet til “Strategi for Natur og Biodiversitet” og se en gennemgang af kommunens indsatsområder i forhold til arbejdet med natur og biodiversitet.
Den nye strategi er i høring frem til 9. december.
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget vil behandle strategien én gang i hver byrådsperiode, mens de konkrete handlinger til at understøtte strategien løbende vil blive fastlagt i en konkret handlingsplan.
Det er Holstebro Kommunes erfaring, at en fælles indsats giver de bedste resultater. Borgere, virksomheder og interesseorganisationer er derfor meget velkomne til at bidrage med idéer og forslag til konkrete naturindsatser, som kan indgå i handlingsplanen.
Både høringssvar og idéer kan sendes til tm@holstebro.dk