Antallet af ensomme med psykiske udfordringer stiger i hele landet. Også i Holstebro Kommune. Derfor er der brug for at tænke nyt, så flest muligt får den støtte, de har behov for.

Socialstyrelsen har udvalgt Holstebro og seks andre kommuner til at deltage i et såkaldt pilotprojekt med gruppeforløb. Til og med udgangen af 2025 vil 98 borgere fordelt på 12 grupper få glæde af tilbuddet i Holstebro Kommune.

Fællesskaber gør godt
Social- og Sundhedsudvalgets formand, Jens Kristian Hedegaard, ser det nye tilbud som et godt supplement til kommunens øvrige indsatser, der hjælper borgere ud af ensomhed og til bedre mental trivsel.

– “Vi har positive erfaringer med, at fællesskaber gavner deltagernes mentale sundhed og trivsel. Med de nye gruppeforløb kan vi hjælpe endnu flere til at blive en del af et fællesskab og få en bedre tilværelse. Og det er vigtigt i en tid, hvor flere og flere har behov for støtte, samtidig med at kommunernes økonomi er presset”, siger han.

Samarbejde med foreninger
Frivillige foreninger vil blive indbudt til at deltage i gruppeforløbene sammen med kommunens fagfolk. Gruppeforløbene bidrager til, at deltagerne får mere kontakt til andre end ved individuelle indsatser.

I forløbene møder deltagerne andre med lignende udfordringer i livet. De vil være sammen om forskellige aktiviteter og møde nye fællesskaber i lokalområdet. Og de enkelte forløb sammensættes ud fra deltagernes interesser, ønsker og behov.

Det første gruppeforløb i Holstebro Kommune begynder i foråret 2023.

  • Socialstyrelsen står bag pilotprojektet.
  • Styrelsen bidrager med 1,5 mio. kr. til forløbene i Holstebro Kommune.
  • Tilbuddet er til voksne i egen bolig, som har psykiske udfordringer og/eller sociale problemer med fx ensomhed.
  • Pilotprojektet kører til udgangen af 2025.
  • Derefter skal det evalueres og eventuelt udbredes til flere steder i landet.

Læs mere

Kilde

Foto: ABW