Pressemeddelelse fra Ørsted
Anlægget i Holstebro skal bygges i flere faser, og det kan dermed både spille en central rolle i opstarten af den danske Power-to-X-industri samt i etableringen af storskala eksport af vedvarende brint til den grønne omstilling af Europa.
Projektets første fase får en forventet elektrolysekapacitet på 150MW og skal drives af landvind- og solcelleparker. Skovgaard Energy har allerede påbegyndt udviklingen af såvel Power-to-X projektet som de tilhørende landvind- og solcelleparker, hvilket kan muliggøre, at projektet gennemføres hurtigt, såfremt myndighedsarbejdet går efter planen.
Power-to-X anlægget skal ligge i Idomlund ved Holstebro.
Midt- og Vestjylland er fødestedet for den danske vindmølleindustri, og området har i årtier været et centrum i Danmarks grønne væksteventyr. Midt- og Vestjylland er også ved at opbygge en stærk tilstedeværelse inden for Power-to-X, og gennem kombinationen af Ørsteds globale energikompetencer og Skovgaard Energys stærke forankring i lokalområdet kan Idomlund-projektet være med til at understøtte udviklingen af Power-to-X-industrien i Midt- og Vestjylland.
Ud over nærheden til den lokale værdikæde, har Power-to-X-projektet en optimal strategisk placering, der muliggør en markant skalering af projektet. Idomlund vil forventeligt være ilandføringssted for dele af den enorme havvindudbygning i Nordsøen, som Danmark har besluttet, hvilket muliggør en let adgang til meget store vedvarende energiressourcer.
Etableres den fornødne havvindkapacitet samt brintinfrastruktur i og ud af Danmark, vil anlægget kunne udbygges til mere end 3 GW elektrolyse-kapacitet, og brinten vil kunne eksporteres i stor skala og bidrage til den grønne omstilling i hele Europa. Det vil udgøre et stærkt bidrag til det politisk besluttede mål om 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030 og kan gøre anlægget til et af de største i Europa.
EU-Kommissionen forventer, at der frem mod 2030 skal investeres flere hundrede milliarder kroner i Power-to-X, og Danmark er med sine gode havvindressourcer godt placeret til at spille en førende rolle i udviklingen af denne industri.
Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, siger:
”Midt- og Vestjylland har i mere end en generation været hjemsted for store dele af den grønne industri i Danmark. De gode vilkår for udbygning af landvind, solceller og ilandføring af havvind gør, at regionen er godt placeret til at fortsætte sin centrale rolle i den grønne omstilling af Danmark og af hele Europa. Jeg er glad for, at vi i Skovgaard Energy har fundet en stærk og lokalt forankret partner, og jeg er sikker på, at vi sammen kan gøre Idomlund-projektet til et nøgleprojekt på Danmarks Power-to-X-rejse”.
Niels Erik Madsen, der er adm. direktør hos Skovgaard Energy siger:
”Det er en historisk god dag for erhvervsudviklingen i Midt – og Vestjylland. Med samarbejdet med Ørsted skifter vi alle gear og sætter yderligere tempo på den lokale, nationale og internationale grønne omstilling, Vi er stolte over samarbejdet og over at bidrage til udviklingen”.
Ørsted og Skovgaard Energy er begge dybt involveret i udviklingen af Power-to-X i Danmark. Skovgaard Energy er sammen med partnere i gang med at opføre Danmarks første, dynamiske Power-to-X-anlæg til produktion af grøn ammoniak, mens Ørsted har opført projektet H2RES på Avedøreværket i København, hvor også flagskibsprojektet Green Fuels for Denmark på potentielt 1,300 MW har hjemme.