Der er 154 millioner kroner på vej ud i landet til forskellige cykelprojekter – herunder en cykelsti langs statsvejen mellem Skave og Mejrup.

Pengene er en del af cykelpuljen på samlet tre milliarder kroner under Infrastrukturplan 2035. Det er forligskredsen bag aftalen, der nu har sagt ja til at udmønte det trecifrede millionbeløb.

Projekterne omhandler cykelstier på såvel statslige som kommunale veje samt videns- og innovationsprojekter. Dette års puljemidler til statsvejene går til fire projekter rundt om i Danmark, der går på anlæg af cykelstier eller trafiksikkerhedsmæssige tiltag. Her er der afsat sammenlagt 83,1 millioner kroner til projekterne, der tager mellem to og fire år at anlægge.

Ét af de fire projekter, som får del i puljemidlerne til statsvejene, er altså en cykelsti mellem Skave og Mejrup til anslået 49 millioner kroner. Cykelstien vil – forventeligt fra 2027 – koble to eksisterende cykelstier sammen og give en sikker vej til skole og arbejde for områdets skolebørn og pendlere.

Læs mere om fordelingen af puljemidlerne og de projekter, der har fået tildelt penge

Kilde

Foto: ABW