Eleverne på Velling NaturRideskole tjente 21.000 kr. ved at sælge 1500 skrabelodder til Diabetesforeningens Efterårslotteri. Indtjeningen gik til købet af ponyen Menja. Hun får snart selskab af endnu en pony, for eleverne har lige gentaget succesen.

Ponyen Menja, foto: Velling naturrideskole

På Velling NaturRideskole er der højt til loftet i mere end én forstand. Der er er plads til alle, uanset alder og niveau, og fokus på hygge og samvær med masser af udflugter i naturskønne omgivelser. Da den populære rideskole skulle anskaffe endnu en pony, bakkede 25 af dens elever i alderen 5-14 år op ved at tage initiativ til at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen.

Pengene brugte de til at købe islænderhoppen Menja.

– Menja er en meget sød og rolig pony. Og resten af pengene brugte vores ridelærer på fantastisk Pony Games-materiale, som bruges til balance- og koordineringsøvelser, der styrker samarbejdet mellem rytter og hest rigtig meget, fortæller Ellen Tang, koordinator for skrabelodssalget og mor til en af eleverne.

 

Del på de sociale medier