Godt 300 virksomhedsrepræsentanter og specialister har meldt sig til Sustain Week i denne uge, hvor de skal skal drøfte og udvikle fremtidens bæredygtige løsninger i syv konkrete scenarier.

Der er tale om et nyskabende koncept med konference, faglige workshops og round tables over en hel uge. Her arbejder virksomheder og specialister sammen om at udforske nye veje til en mere bæredygtig fremtid.

Sustain Week åbnes mandag 4. september med et stort event på Slagteriet i Holstebro. Keynote speaker er blandt andet Nestlés chef for bæredygtighed Anna Rise og den nytiltrådte VP for tyske RWE Renewables, Nils Leseberg

Ugens temaer bliver bæredygtig produktion, fremtidens energi og forsyning samt bæredygtige boformer og liv.

Formatet har i denne første udgave tiltrukket tyske RWE med deres store havvindmølleprojekt THOR ved den jyske vestkyst, Skovgaard Energy, som har planer om at investere massivt i P2X i Vestjylland, Vestforsyning, Støberivirksomheden BIRN m.fl.

Holstebros store satsning på at transformere et nedlagt sygehus til en ny bæredygtig bydel, hvor de gamle sygehusbygninger genanvendes, er også med gennem Arealudviklingsselskabet.

Desuden har en lang række specialister fra forskellige brancher meldt sig til, for at deltage i løsningorienterede workshops med de syv casevirksomheder.

Se alle virksomhedscases på Sustain Week

Mange konferencer og seminarer har fokuseret på bæredygtighed og cirkulær økonomi, men ofte forbliver gode hensigter på papiret. Sustain Week er et forsøg på at skabe handling ved at samle gode kræfter i de samme workshops og ved de samme borde. Ideen er med andre ord at skabe en arbejdsuge med plads til netværk og adspredelse, så det ikke blot endnu en konference; det er en forpligtelse til konkret handling og innovative løsninger.

Bag initiativet står Mads Kinch Clemmensen, der forklarer:

“Vi ønsker at gå ud over blot at tale om bæredygtighed og rent faktisk gøre noget ved det.”

Eventet løber af stablen i Holstebro, som er på vej til at blive et nyt europæisk hotspot for bæredygtig energiproduktion. Med den seneste udvikling og placeringen af stort energiknudepunkt ved Idomlund vest for byen, er området i gang med at forme sig til at være en central aktør i udviklingen af Power-to-X teknologier og en drivkraft bag produktionen i Danmark.

Sustain Week tilbyder også en ekstra dimension, da de inviterede gæster vil få mulighed for at deltage i et spændende besøgsprogram i lokalområdet, der omfatter gastronomiske oplevelser på lokale restauranter, hvor bæredygtighed er i fokus.

Ambitionen er, at Sustain Week skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor førende lokale virksomheder sammen med nogle af verdens mest ambitiøse virksomheder samles med de mest talentfulde internationale forskere, studerende og specialister inden for området.

Bag initiativet står Holstebro Kommune, ErhvervsForum Holstebro, Holstebro Udvikling og Foodjob Nordic.

Kilde

Foto: ABW