Fra næste skoleår optager Sportsklasserne på Nørre Boulevard Skolen ikke længere elever på 7. klassetrin. Til gengæld vil Holstebro Elitesport arbejde på at etablere morgentræning på udvalgte skoler.
Holstebro Elitesport får en ny sportsklassemodel, hvor eleverne først begynder i 8. klasse. Det er der flere grunde til.
Den nye model for optag følger det naturlige skoleskift, som i Holstebro er efter 7. klasse. Det er her, at mange elever i forvejen skifter til en overbygningsskole. Med ændringen kan talentfulde sportselever gøre 7. klasse færdig sammen med de vante klassekammerater, inden de begynder i Sportsklasserne på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro.
Det har Kultur- og Fritidsudvalget og senest Børne- og Familieudvalget godkendt. En beslutning som også Holstebro Idrætsråd anbefaler.
Et år mere vil efter Holstebro Elitesports mening komme alle til gode, da der sker meget både fysisk- og mentalt i løbet af 7. klasse.
For at modne de idrætsglade børn til at søge ind i Sportsklasserne, vil Holstebro Elitesport i samarbejde med udvalgte skoler arbejde på et morgentræningstilbud for 7. klasses elever. Det skal have fokus på at styrke elevernes motorik, koordination og balance. Arbejdet sættes snart i gang og er målrettet elever, som i forvejen dyrker sport i fritiden.
– “Set fra Team Danmarks perspektiv er den nye sportsklassemodel i Holstebro fortsat i tråd med det talentklassekoncept, som er udgangspunktet for eleverne i Sportsklasserne. I mange elitekommuner er der et naturligt skoleskift efter 6. klasse, hvorfor det giver det mening både for skolerne, men også for eleverne at skifte der. I Holstebro er det naturlige skoleskifte efter 7. klasse, hvorfor det giver mening at opstarte Sportsklasserne et år senere og lave et alternativt, bredere tilbud i 7. klasse. Vi er spændte på at se den nye decentrale model i 7. klasse blive udfoldet, som forhåbentlig kan fungere som inspiration til videreudvikling af ordningerne”, siger Morten Brammer Olesen, dual career konsulent hos Team Danmark.
– “Det er rigtig godt, at både skolerne, idrætslivet og Team Danmark går i samme takt her. Jeg tror, at et morgentræningstilbud til 7. klasses eleverne vil skabe en tidlig og mere uforpligtende tilknytning til Holstebro Elitesport, som kan bygge bro til Sportsklasse-tilbuddet i 8. klasse”, siger Lene Dybdal, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
- Holstebro har været Team Danmark elitekommune siden 2008. Den gamle model for Sportsklasser går dermed 15 år tilbage i tiden.
- Holstebro Elitesport har i skoleåret 2023/2024 i alt 5 Sportsklasser – heraf 1 på 7. klassetrin.
- 7. klasse er den ældste årgang i omkring halvdelen af kommunens folkeskoler.
- Der er informationsmøde omkring Sportsklasser 2024/2025, onsdag den 10. januar kl. 17.00 – 19.00 på Nørre Boulevard Skolen.