Fra på lørdag 1. juli frem til 1. september er der nye udendørs udfoldelsesmuligheder i Enghaven foran Holstebro Badeland. Her har kommunen anlagt en midlertidig beachvolley- og håndboldbane, som alle er velkomne til at boltre sig på.
Meningen er at tilføre bylivet lidt mere liv og glade dage. Og at give alle interesserede et sted, hvor de i sommerperioden kan kombinere hygge, sjov og motion.
Banen er komplet med sand, volleyballnet og håndboldmål. Rundt om banen er der palmer, borde/bænke og ekstra affaldsstativer. Brugerne skal dog selv medbringe bolde, og banen kan ikke reserveres.
Når sommeren er ovre, og banen igen viger pladsen for biler, bliver sandet genbrugt på veje og stier, når det bliver koldt og glat.