Regionen går i gang med at vaccinere den tredje gruppe af borgere i Holstebro Kommune – og starter med de ældste først.

Det faste vaccinecenter i Holstebro Kommune ligger i den tidligere Sct. Jørgen Skole i Holstebro.
Er du i vaccine-gruppen for borgere over 85 år, skal du i de kommende dage tjekke din digitale post og skynde dig at booke tid til både første og andet stik på det faste COVID-19 vaccinecenter i Holstebro.

Ifølge Sundhedsstyrelsens prioriterings-rækkefølge er det om få dage borgere over 85 år, der står til at få et stik mod COVID-19. Men på grund af de begrænsede leverancer af vacciner til Danmark er det ikke alle borgere i gruppen, der får tilbuddet i denne omgang.

Det er de ældste i gruppen, som får invitationen først, så jo ældre du er, jo vigtigere er det, at du holder øje med din digitale postkasse hen over weekenden.

Er du fritaget for digital post, er det et brev i din fysiske postkasse fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, du skal holde øje med i uge 6.

Hjælp eventuelt de ældre med online og transport
Kommunen opfordrer pårørende til at hjælpe deres ældre, der har vanskeligheder med det digitale eller svært ved at komme til vaccinationscentret.

Hvis du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som betyder, at du ikke selv (eller med hjælp fra pårørende) kan komme hen til vaccinationscentret, skal du kontakte Holstebro Kommune og aftale siddende transport.

Har du brug for kørsel, skal du altså ikke selv booke din tid, men i stedet ringe til Holstebro Kommunes Borgerservice på tlf. 96117574.

Hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp, der ikke har med kørsel at gøre, skal du ringe til det nummer, som står i vaccine-invitationen.

Vaccinationsrunden af de 85+ årige begynder efter planen onsdag den 10. februar 2021.
Vaccinationscentret i Holstebro Kommune er på Campus Sct. Jørgen, Døesvej 54b, 7500 Holstebro (tidl. Sct. Jørgens Skole).
Vaccination mod COVID-19 er gratis, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet.

Foto: Holstebro Kommune