Kunderne i Vesforsynings forsyningsområde kan nu glæde sig til nedsatte varmepriser i 2023. Nedsættelsen er midlertidig, og forventes tilbage til normalen (niveauet for 2022) igen i 2024.

Pressemeddelse fra Vest forsyning

Grundet den høje indtægt for elproduktion på forbrændingsanlægget MEC – BHP A/S sænker Vestforsyning nu varmeprisen for alle deres kunder. De stigende elindtægter på forbrændingsanlægget kommer derfor Vestforsynings kunder til gode, hvilket betyder, at ’Familien Jensen*’ i Vestforsynings forsyningsområde vil spare 2.034 kr. pr. år inkl. moms. Den samlede omkostning til køb af varme ved et forbrug på 14.400 kWh bliver således 6.753 kr. pr. år.

”De høje elindtægter skyldes de unormale høje priser på el. Elprisen fastsættes på Nordpool time for time. Vestforsyning kan ikke påvirke selve prisen, men vi sikrer, at vi producerer el, når efterspørgslen er stor, og elprisen dermed er høj. Denne optimering af processerne sker løbende af vores medarbejdere, som også i disse tider lægger et kæmpe stykke arbejde i at optimere processerne for at kunne holde lave takster for forbrugerne. De udviser alle stor forretningsforståelse, hvilket tydeligt vises, når vi ser så gode resultater, som vi ser nu,” udtaler Christian Hagelskjær, direktør for Vestforsyning A/S.

Det forventes, at nedsættelsen i 2023 er en midlertidig nedsættelse, og at varmeprisen i 2024 igen vil stige til prisniveauet fra 2022 – men dette afhænger naturligvis af udviklingen i el- og gaspriserne.

Der er også penge at hente på elregningen
Som en del af Vinterhjælpepakken er der pr. 1. januar 2023 lavet en midlertidig lempelse (for første halvår af 2023) af elafgiften. På trods af stigende udgifter til nettarif og øvrige distributionstariffer, falder de samlede forbrugstariffer og afgifter for el. Det vil med andre ord sige, at ’Familien Jensen’ vil spare ca. 1.500 kr. pr. år inkl. moms på disse dele af elregningen. Dertil kommer desværre en risiko for ændring af indkøb af selve strømmen. Da alle Vestforsynings elkunder har variable priser, opfordrer Vestforsyning til at følge med i de løbende priser og dermed opnå muligheden for at bruge strømmen, når denne er billigst – samt at spare så meget som muligt på selve forbruget.

Hvad betyder dette for en ’Familien Jensen’-kunde hos Vestforsyning?
– Fjernvarmeprisen falder med 2.034 kr. pr. år inkl. moms. Prisnedsættelserne på varme forventes tilbage til niveauet for 2022 i 2024.
– Elforbrugstarifferne og afgifterne falder med 1.500 kr. pr. år inkl. moms – uden afregningen af selve strømmen.
– Prisnedsættelserne på både el og varme træder i kraft pr. 1. januar 2023

”Helt generelt går vi en meget usikker tid i møde på hele energiområdet – og det er svært at spå om, hvordan tingene ser ud om et år, men vi håber på mere stabilitet fremadrettet, og forhåbentligt med væsentligt lavere el- og gaspriser. Vi taler alle om de stigende el- og gaspriser – og de dertilhørende udgifter – og ikke mindst derfor er vi glade for at kunne nedsætte varmeprisen – og dermed på den samlede udgift for ’Familien Jensen’,” udtaler Pernille Bloch, bestyrelsesformand for Vestforsyning A/S.

*’Familien Jensen’ illustrerer en gennemsnitsfamilie, som har alle forsyningsarter hos Vestforsyning A/S; vand, varme, spildevand og som bor i forsyningsområdet hos L-NET A/S.

Kilde

Foto: ABW