Event med foredrag og dans
August Strindberg er en af nordens største og mest kendte dramatikere. Blandt hans mest kendte værker er blandt andre ’Frøken Julie’, ’Faderen’, ’Et Drømmespil’ og ’Dødsdansen’ – alle værker, som i dag spilles aktivt på mange store scener i Danmark og udlandet.

Under dette særlige arrangement, vil Strindbergekspert Per Stounbjerg præsentere Strindberg og hans forfatterskab, herunder ikke mindst hans behandling af køn og ægteskab med særligt fokus på værket Dødsdansen (skrevet år 1900).

’Dødsdansen’ er et skuespil om kønsroller og interne magtkampe i et ægteskab, hvor forelskelsens varme for længst har tabt sin glød. Strindberg selv skulle have udtalt, at han selv ”finder livsglæden i livets stærke og grumme kampe” – og dette ser vi i udspillet i dette trekantsdrama, som tager fat i emner som parforhold, længsel, frigørelse og samhørighed. Tematikker, som stadig er yderst relevante i dag.
Efter Per Stounbjergs foredrag, får deltagerne en unik oplevelse ved at se udvalgte scener fra Holstebro Dansekompagnis helt nye version af ’Dødsdansen’. Med internationalt anerkendte dansere på scenen, skildres Strindbergs karakterers indre kampe og relationer på en tidløs, bevægende og humoristisk måde gennem dans og fysisk teater.
Koreograf Thomas Bentin og danser og kunstnerisk leder Marie Brolin-Tani fortæller om, hvordan de omsætter Strindbergs ord til dans og hvorfor det er vigtigt og givende for publikum i dag at opleve ’Dødsdansen’. Deltagerne kommer helt tæt på de kunstneriske overvejelser og får mulighed til at spørge ind til både den kunstneriske dans og Strindbergekspertens viden.

Program
19.00: Per Stoundbjerg: Strindberg og Dødsdansen

20.00: Holstebro Dansekompagni: Scener fra ’Dødsdansen’

20.30: Dialog mellem publikum, Per Stounbjerg og det kunstneriske hold fra Holstebro Dansekompagni.

Oplev
Strindbergekspert Per Stounbjerg, Danmark
Koreograf: Thomas Bentin, Danmark
Dansere:
Marie Brolin-Tani, Sverige / Danmark
Melody Putu, Sydafrika / Danmark
Lionel Ah-Sou, Sydafrika / Frankrig

Aftenen arrangeres i et samarbejde mellem Holstebro Dansekompagni, Holstebro Bibliotek og Holstebro Folkeuniversitet.

Deltag i arrangementet

Der er gratis adgang for storkunder og studerende samt medlemmer af Holstebro Dansekompagnis Venneforening

Det foregår på Holstebro bibliotek d. 22.02.24.

Kilde

Foto: ABW